Ansøgningsfristen er udløbet
Det er ikke længere muligt at søge kompensation for perioden fra den 1. september 2020 til den 28. februar 2021.
Det er ikke længere muligt at søge kompensation for perioden fra den 1. september 2020 til den 28. februar 2021.
Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål.
Med den nye politiske aftale den 9. februar 2021 forbedres kompensationsmulighederne for selvstændige med tilbagevirkende kraft til den 9. december 2020.
Du kan herunder få svar på de oftest stillede spørgsmål i forbindelse med at søge om den forhøjede kompensation.
Så snart din ansøgning er færdigbehandlet, vil du modtage et brev i din virksomheds digitale postkasse. Vær opmærksom på, at der kan gå op til 7 hverdage, fra du har fået godkendelsesbrevet, til hele beløbet sættes ind på din virksomheds NemKonto.
Alle ansøgninger behandles i den rækkefølge, som Erhvervsstyrelsen modtager dem. Sagsbehandlingstiden afhænger bl.a. af, om ansøgningen er korrekt udfyldt og dokumenteret, eller om den skal gennemgås nærmere.
Sagsbehandlingstiderne opdateres hver uge.
Du har ikke mulighed for at følge den aktuelle status på din ansøgning, hverken på Mit Virk eller ved at kontakte Erhvervsstyrelsens hotline. Du vil blive kontaktet via den mail, du har oplyst i ansøgningen, hvis vi har brug for yderligere dokumentation for at behandle din ansøgning. Hvis vi ikke har brug for flere oplysninger, vil du modtage en besked med afgørelsen på din ansøgning i din virksomheds digitale postkasse. Alle ansøgninger behandles i den rækkefølge, som vi modtager dem. Sagsbehandlingstiden kan blandt andet afhænge af, om informationerne i ansøgningen stemmer overens med data indhentet fra offentlige registre, eller om ansøgningen er udfyldt og dokumenteret korrekt. Vi behandler din ansøgning hurtigst muligt. Du kan på Erhvervsstyrelsens hjemmeside se de generelle sagsbehandlingstider. De fortæller, hvornår vi generelt forventer at have behandlet din ansøgning.
Hvis du allerede har fået godkendt en ansøgning og vil søge for en længere periode eller for en anden periode, så skal du i din næste ansøgning søge for hele den periode, du ønsker kompensation for. Det vil sige, at hvis du fx i den første ansøgning har fået kompensation fra den 1. november 2020 til den 31. januar 2021, men også gerne vil søge om kompensation fra den 1. september 2020 til den 31. oktober 2020, så skal du indsende en ny ansøgning fra den 1. september 2020 til den 31. januar 2021. Vi modregner allerede modtaget kompensation i de overlappende perioder. Hvis du har søgt, men ikke har modtaget et svar på din ansøgning, så skal du vente med at søge igen, til din ansøgning er færdigbehandlet.
Som ansøger skal du kunne dokumentere, at du i år i kompensationsperioden har et omsætningstab på mindst 30 % i forhold til den samme periode i 2019 – i forhold til den restriktion du er ramt af. Hvis du har et omsætningstab på mindre en 30 %, er du ikke berettiget til at søge ordningen. På Restriktionsordningen har du mulighed for at søge på baggrund af en eller flere restriktioner. Omsætningstabet på 30 % opgøres som et total af de restriktioner du søger for. Hvis du er ramt af to restriktioner, og du har oplevet et omsætningstab på 15 % i forhold til hver restriktion, så vil du samlet set have et omsætningstab på 30 % – og du er dermed berettiget til at søge ordningen. Hvis du kun er ramt af én restriktion, så skal du have et samlet omsætningstab på 30 % i forhold til denne restriktion.
Din personlige skattepligtige indkomst beregnes ud fra dit oplysningsskema eller årsopgørelse for 2020/2021. Derudover vil følgende blive lagt oveni din personlige indkomst:
Opsparet overskud under virksomhedsordningen (i rubrik 149). Denne post vil normalt være fratrukket i den personlige indkomst, men skal medregnes i Erhvervsstyrelsens opgørelse.
Aktieposter fra bilaget til oplysningsskemaet/årsopgørelsen, hvis de stammer fra den samme virksomhed, som der er ansøgt om kompensation på baggrund af.
Alle beregningerne foretages efter eventuelt am-bidrag og indbetaling til privat pension.
Udbetalt kompensation fra kompensationsordningerne for selvstændige og freelancere indgår ikke i opgørelsen af de 800.000 kr.
Søger du om kompensation før den 9. december 2020, må du højst have en personlig indkomst på 800.000 kr. for 2020, og søger du om kompensation fra den 9. december 2020, må du højst have en personlig indkomst på 800.000 kr. for enten 2020 eller 2021.
Krav om tilbagebetaling Hvis du opnår en indkomst på mere end 800.000 kr., skal du tilbagebetale den udbetalte kompensation. Har din virksomhed flere ejere, så er det kun den eller de ejer(e), der opnår en personlig indkomst over 800.000 kr., der skal tilbagebetale sin kompensation. Det vil sige, at virksomhedens andre ejere, der ikke opnår en personlig indkomst på over 800.000 kr., kan beholde deres kompensation. Dette gælder uanset virksomhedsform.
Du har mulighed for at søge kompensation på flere CVR-numre, men du kan ikke modtage kompensation i flere virksomheder for den samme periode. Dette gælder også, selvom dit kompensationsbeløb er under det maksimalt mulige kompensationsbeløb for perioden. Hvis du ejer flere virksomheder, skal du derfor vælge i hvilken virksomhed, du ønsker at søge kompensation. Bemærk, at du som minimum skal eje 25 % af den virksomhed, du søger kompensation i.
Både likvidatorer i tvangsopløste virksomheder, kuratorer i konkursboer og dødsbobehandlere i dødsboer har mulighed for at søge kompensation, hvis betingelserne i bekendtgørelsen efterleves. Dette gør du ved at fremsende kuratorattest, likvidatorattest eller skifteretsattest til stoettetilselvstaendige@erst.dk.
Erhvervsstyrelsen vil herefter tage kontakt til dig.
Når Erhvervsstyrelsen har modtaget din ansøgning, vil du få tilsendt en kvittering i din virksomheds digitale postkasse. Har du ikke modtaget en kvittering inden for 24 timer, har du ikke indsendt din ansøgning korrekt. Du skal derfor indsende din ansøgning på ny.
Gør kontakten lettere
For hurtigere svar og sagsbehandling, når du skriver med Erhvervsstyrelsen, bedes du angive din virksomheds CVR-nummer i emnefeltet.
Det hjælper også, hvis du har dette klar, når du ringer.