Falske SMS'er i omløb
Er du i tvivl, skal du aldrig klikke på et link i en sms. Hvis uheldet er ude - se hvad du skal gøre på Sikker Digital
Er du i tvivl, skal du aldrig klikke på et link i en sms. Hvis uheldet er ude - se hvad du skal gøre på Sikker Digital
Det sker, at svindlere sender SMS’er og mails, der ser ud til at komme fra Virk, med det formål at narre kontooplysninger og andet fra virksomheder. Dette kaldes phishing eller smishing, når det foregår via SMS. Her er hvad du skal være opmærksom på, for at undgå at blive narret.
Typisk får du tilsendt en mail eller en SMS, der ser ud til at være sendt af Virk eller en myndighed. Formålet vil være at forsøge at få dig til at opgive oplysninger om din virksomhed, din person, MitID-oplysninger, kortinformation, bankoplysninger eller andet.
Beskeden kan indeholde et link, som du skal klikke på, som fører til en falsk hjemmeside, som ligner noget du kender. Fx har der været udsendt falske SMS’er til virksomheder med et link til en hjemmeside, der til forveksling kan ligne Virk. Hvis du klikker dig ind på en falsk hjemmeside, vil den typisk bede dig at indtaste personlige oplysninger, kortoplysninger eller lignende.
Virk sender aldrig SMS’er eller mails ud til virksomheder. Hvis Virk står som afsender, kan du være sikker på, at der er tale om en falsk besked
Modtager du en phishing mail eller SMS, skal du ikke reagere på den
Er du kommet til at give oplysninger til en falsk hjemmeside, så sørg for at standse skaden:
Få spærret dit betalingskort eller dit MitID
Kontakt din bank med henblik på at stoppe overførslen
Er der sket et misbrug så anmeld det via politi.dk og kontakt Cyberhotlinen for digital sikkerhed på 33 37 00 37
På Sikker Digital finder du gode råd, vejledning og værktøjer som kan hjælpe jer med at øge virksomhedens digitale beredskab.