En p-enhed (produktionsenhed) er en geografisk adresse, hvorfra en given virksomhed udøver en aktivitet.
Alle virksomheder får ved registrering i CVR tilknyttet en p-enhed på den adresse, hvor virksomheden er registreret. En virksomhed kan imidlertid registrere flere p-enheder, hvis virksomheden udøver aktivitet på forskellige adresser eller udøver forskellige aktiviteter på samme adresse. Det kan fx være tilfældet, hvis en given virksomhed er registreret på og drives fra ejerens private adresse, men virksomheden samtidig har en butik, et lager eller tilsvarende på en anden adresse.
Hver p-enhed har et nummer (et p-nummer), som fx anvendes af Skattestyrelsen til at beregne de ansattes eventuelle befordringsfradrag.
P-enheder kan reklamebeskyttes, hvis du ikke ønsker, at enhedens registrerede oplysninger i CVR bruges til direkte markedsføringshenvendelser.
Du kan læse mere om p-enheder, herunder hvornår de skal registreres, under fanen ”Vejledning”.