Aftalen skal indgås i den kommune, hvor lønmodtageren har bopæl. Hvis virksomheden har adresse i en anden kommune end lønmodtageren, skal ansøgningen fortsat sendes til lønmodtagerens bopælskommune.
Det er desuden et krav, at lønmodtageren underskriver aftalen, før kommunen kan modtage og behandle ansøgningen. Når ansøgningen er indsendt, vil aftalen automatisk blive sendt til lønmodtagerens digitale postkasse (Digital Post). Herfra skal lønmodtageren udfylde relevante oplysninger for aftalen og derefter underskrive den digitalt.
Aftaler kan indgås som:
Almindelig aftale
Når lønmodtagerens sygdomsrisiko er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse. Fraværet på grund af lidelsen skal skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage inden for 1 år. I tvivlstilfælde kan det faktiske hidtidige fravær på grund af lidelsen tillægges betydning i vurderingen. Aftalen kan godkendes for 2 år ad gangen og omfatter kun fravær på grund af lidelsen. Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.
Midlertidig aftale
Når lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution, og indlæggelsen eller behandlingerne var besluttet på ansættelsestidspunktet, eller når arbejdsgiveren under det bestående arbejdsforhold har udbetalt sygedagpenge eller løn under sygdom i 21 kalenderdage for samme lidelse inden for de sidste 12 måneder, før indlæggelsen eller behandlingerne påbegyndes. Arbejdsgiverens ret til at få refunderet udbetalte sygedagpenge omfatter sygedagpenge udbetalt i forbindelse med fravær ved indlæggelser eller kontrolundersøgelser og eventuel nødvendig rekreation i forbindelse hermed.