Ansøgning om tilladelse til udbud af valutaveksling

Finanstilsynet

En virksomhed skal have tilladelse fra Finanstilsynet for lovligt at kunne udbyde valutaveksling, jf. §§ 40 og 41 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).

Dette skal du bruge:

Introduktion til ansøgning

For at opnå tilladelse til at udbyde valutaveksling skal der indsendes et ansøgningsskema samt de bilag, der er listet op i skemaet. Finanstilsynet behandler ikke en ansøgning, før alle relevante bilag er modtaget.

Som bilag til ansøgningen skal ansøger indsende nedenstående dokumentation for, at ansøgningen er fuldstændig. Såfremt ansøgningen ikke er fuldstændig, må ansøger påregne en risiko for, at ansøgningen afvises i sin helhed. Frister for afgørelser regnes fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet modtager en fuldstændig ansøgning.

Bilag, der indsendes i papirformat, bedes inddelt i én eller flere mapper efter faneblade, der følger nummereringen nedenfor.

Bilag, der indsendes pr. mail, vedhæftes i PDF format. Filnavnene på de enkelte bilag skal følge nummereringen nedenfor. Hvis der er flere bilag til et punkt, f.eks. punkt 5, er rette nummerering 5.1, 5.2, 5.3 osv.

En ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde de oplysninger, der følger af § 42 i hvidvaskloven:

  1. Oplysning om virksomhedens juridiske struktur med kopi af stiftelsesdokument og vedtægter.

  2. Adressen på virksomhedens hovedkontor.

  3. En beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel.

  4. En budgetprognose for de kommende 3 regnskabsår fra ansøgningstidspunktet og seneste reviderede årsregnskab.

  5. Oplysninger om medlemmer af virksomhedens bestyrelse og direktion eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse og direktion, den eller de ledelsesansvarlige, og valutavirksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, i virksomheden der dokumenterer, at kravene i hvidvasklovens § 45 er opfyldt.

  6. Oplysninger om ejere af en kvalificeret ejerandel i virksomheden, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren, størrelsen af disses andele.

  7. Oplysninger om virksomhedens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige forretningsgange, omfattende, men ikke begrænset til:

    1. Virksomhedens it-sikkerhedspolitik, herunder en detaljeret risikovurdering af de planlagte aktiviteter, og en beskrivelse af de forebyggende foranstaltninger, som virksomheden har foretaget for at imødegå de identificerede risici, herunder svig og misbrug af følsomme personoplysninger.

    2. Virksomhedens forretningsgang for forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, herunder en detaljeret risikovurdering af de planlagte aktiviteter, og de forebyggende foranstaltninger, som virksomheden vil foretage for at imødegå de identificerede risici.