Trin for trin ansøgningsvejledning
Hvordan virksomheder i Danmark bliver godkendt CBAM-klarerer.
Denne vejledning er lavet med henblik på at hjælpe virksomheder som er omfattet af CBAM-reglerne, og som derfor skal blive godkendt CBAM-klarerer senest den 31. marts 2026 for at kunne importere varer omfattet af CBAM-reglerne efter denne dato. Vejledningen viser trin for trin hvordan din virksomhed kan lave en korrekt ansøgning og hvilke dokumenter, som skal indsendes.
Gældende fra den 1. januar 2026 må varer omfattet af CBAM kun importeres til EU's toldområde af en godkendt CBAM-klarerer. Ansøgning om at blive godkendt CBAM-klarerer skal indsendes i elektronisk format gennem CBAM-registret, jf. CBAM-forordningen, artikel 5 og CBAM-autorisationsforordningen, artikel 1. Ansøgningen kan ikke indsendes på anden måde. Adgang til CBAM-registret gives af Toldstyrelsen.
Ansøgningsfristen for at blive godkendt CBAM-klarerer er med de nye CBAM-regler forlænget til den 31. marts 2026. Med disse ændringer kan import fortsætte, hvis CBAM-ansøgningen er indsendt inden denne dato. Hvis ansøgningen afvises, eller hvis der ikke indsendes en ansøgning rettidigt, vil der blive opkrævet en afgift for import af varer omfattet af CBAM-reglerne. Afgiften vil dække importen fra 1. januar 2026. Erhvervsstyrelsen anbefaler derfor, at ansøgning indsendes hurtigst muligt.
Forberedelse inden ansøgning:
Følgende skal I have parat, inden I går i gang med at udfylde ansøgningen i CBAM-registret:
Virksomhedens EORI-nummer
I skal have tildelt korrekt rolle og rettigheder til ansøgningsmodulet
Fordringsattest fra Gældsstyrelsen eller overblik over virksomhedens gæld fra virksomhedens Skattekonto i TastSelv Erhverv
Virksomhedens seneste årsregnskab
Vigtigt: Vi skal orientere om at denne vejledning løbende tilpasses og opdateres iht. ændringer i CBAM-registret og lovgivning mm.
Hvis der er fejl i vejledningen, kontakt venligst cbam@erst.dk.
Ansøgningen tilgås elektronisk via CBAM-registret og udfyldes med virksomhedens oplysninger.
Husk, at have virksomhedens fordringsattest/overblik over virksomhedens gæld klar til at vedhæfte i løbet ansøgningsprocessen. Dokumentet er obligatorisk og skal indsendes med ansøgningen i CBAM-registret.
I denne vejledning kan I finde eksempel på hvordan ansøgningen om at blive godkendt CBAM-klarerer skal udfyldes. Alle indtastede informationer er eksempler som kun bruges i ansøgningen og ikke det som virksomheden selv skal indtaste. Virksomheden skal indtaste deres egne virksomhedsoplysninger.
Felter markeret med * skal udfyldes.
Når I er i gang med ansøgningsprocessen, er det en god ide at gemme undervejs for at være sikker på at indtastet data gemmes. Dette gøres ved at klikke på "Gem til senere brug". Ansøgningen kan fortsættes der, hvor I stoppede.

I CBAM-registret angives alle decimaltal med punktum og ikke med kommategn. Det vil sige:
I skal indtaste 2.5 tons og IKKE 2,5 ton.
Adgang til CBAM-registret gives af Toldstyrelsen. Hvis I ikke har fået adgang til CBAM-registret, kan virksomhedens MitID administrator kontakte Toldstyrelsen, som er ansvarlig for at give adgang til CBAM-registret.
Virksomheden skal være tildelt den korrekte rolle og rettighed, og i den forbindelse skal virksomhedens MitID administrator tildele medarbejdere rollen "CBAM-klarerer, indsendelsesrettigheder".
Når I logger på CBAM-registret, skal I huske at vælge "Told" under "Vælg domænet for den applikation, du ønsker adgang til". Udfyld derefter resten af informationerne på siden for at logge på CBAM-registret.
3.1 Hvordan udfyldes ansøgningen
Efter I har fået adgang til CBAM-registret, får I adgang til at starte og indsende ansøgningen om at blive godkendt CBAM-klarerer.
Under "Hjemmeside", vælg "Godkendelser" og derefter vælges "Ny ansøgning" for at starte ansøgningen.

Under "Indsend ansøgning" vælger I det første faneblad som er "Oplysninger om interessenter".

Virksomheder kan ansøge om at blive godkendt CBAM-klarerer som:
Importør - som agerer på vegne af virksomheden selv
Indirekte toldrepræsentant som agerer på vegne af importører som importerer varer omfattet af CBAM.
Under "Oplysninger om interessenter" skal I vælge, om I agerer på vegne af virksomheden selv, eller som indirekte toldrepræsentant.
Under "Opfører ansøgeren sig på egne vegne?" skal ansøgeren vælge, om der ageres på egne vegne (virksomheden)?: klik "Ja", hvis I er CBAM importør og "Nej", hvis I er indirekte toldrepræsentant.
Under "Ansøgeren er en indirekte toldrepræsentant?" klik "Ja" hvis ansøgeren er en indirekte toldrepræsentant.

3.1.1.1 Indirekte toldrepræsentant
Hvis en indirekte toldrepræsentant agerer på vegne af en eller flere importører, som importerer varer omfattet af CBAM, så skal den indirekte toldrepræsentant ansøge om at blive godkendt CBAM-klarerer. Dermed overtager den indirekte toldrepræsentant CBAM-ansvaret på vegne af importørerne og skal ansøge om at blive godkendt CBAM-klarerer.
Efter at I har klikket "Nej" under "Opfører ansøgeren sig på egne vegne?" og "Ja" under "Ansøgeren er en indirekte toldrepræsentant?", tilkendegiver I, at I er en indirekte toldrepræsentant. Den indirekte toldrepræsentant skal i ansøgningen tilføje alle de importører, som importerer varer omfattet af CBAM, som den indirekte toldrepræsentant agerer på vegne af. Disse oplysninger udfylder I længere fremme i ansøgningen under feltet "Oplysninger om toldrepræsentationen".
Bemærk, at indirekte toldrepræsentanter efter indsendelse af ansøgningen om at blive godkendt CBAM-klarerer, samt efter at den indirekte toldrepræsentant har fået status som godkendt CBAM-klarerer, skal tilføje nye importører, som de agerer på vegne af eller fjerne importører, som de ikke længere agerer på vegne af. Under punkt 4 kan I se, hvordan I tilføjer eller fjerner oplysninger om importører.
Efter at den indirekte toldrepræsentant får status som godkendt CBAM-klarerer, vil den indirekte toldrepræsentant modtage et CBAM-kontonummer. Det kontonummer skal den indirekte toldrepræsentant bruge i forbindelse med indberetning af tolddeklarationer.
3.1.1.2 Info om ansøger
Under "Ansøger" kan I se virksomhedens informationer som EORI-nummer, navn og adresse som er præ-udfyldt.

Efterfølgende skal I udfylde kontaktpersonens navn, e-mailadresse og telefonnummer:

Derefter angives information om toldrepræsentationen under "Oplysninger om toldrepræsentationen". Klik på "Opret":

Dette felt er kun relevant for indirekte toldrepræsentanter og er obligatorisk. Her udfyldes informationer om de importører som den indirekte toldrepræsentant agerer på vegne af i forbindelse med CBAM, samt gyldighedsperioden for CBAM-ansvaret mellem den indirekte repræsentant og importøren.
Der kan tilføjes flere toldrepræsentationer ved at klikke på "Tilføj". Denne information kan også fjernes, hvis det ønskes, ved at klikke på "Fjern". Efterfølgende er det også muligt at slette oplysningen om toldrepræsentationen. "Slet" hvis informationen er forkert eller forældet.

Herefter klikker I på "Fortsæt" for at komme videre til næste skridt. Husk, at I også kan gemme det I har udfyldt til senere brug ved at klikke på "Gem til senere brug".

I er nu færdige med den første del af ansøgningen og skal nu videre til det næste faneblad, som er "Aktivitetsoplysninger".

Under "Aktivitetsoplysninger":
Under "Økonomiske aktiviteter" finder I "Primær økonomiske aktivitet" afsnittet, hvor I vælger virksomhedens økonomiske aktivitet (branchekode) i rullemenuen under "Identifikator for økonomisk aktivitet".
Under "Beskrivelse af økonomisk aktivitet" beskrives hvad virksomheden beskæftiger sig med. Branchekoder kan findes i CVR, men tjek, at det er retvisende.

Hvis virksomheden har andre økonomiske aktiviteter, kan I udfylde disse under "Yderligere økonomiske aktiviteter". Klik på dropdown pilen, klik derefter "Tilføj", og udfyld felterne.


3.1.2.1 Import af varer
Nu er I nået til det sted i ansøgningen, hvor I skal udfylde information, om hvilke varetyper virksomheden forventer at importere.
Ved "Information on import of goods" feltet skal I vælge "Tilføj" under feltet "Varer". Nu kommer muligheden for at definere information om, hvilke varetyper virksomheden forventer at importere ved at bruge rullemenuen under "Typer af varer". Efterfølgende beskriver I varetypen under "Beskrivelse af varerne". Her bedes I indtaste KN-koderne for de varer, I importerer. I feltet lige under vælgers derefter det foretrukne sprog. Når der klikkes på feltet, får I valgmuligheder op med sprog.

Feltet "Electrity import status ("I confirm that electricity is imported by means other than explicit capacity allocation.")" må kun udfyldes, hvis I som virksomhed importerer elektricitet med implicit kapacitetstildeling. Hvis I importerer andet end elektricitet, skal I blot ignorere dette felt og gå videre i ansøgningsprocessen ved ikke at klikke "Ja" eller "Nej". Dette felt i ansøgningen efterlades blankt.
Find mere information om hvordan ansøgningsprocessen for importører af elektricitet på Hvordan bliver Importører af elektricitet godkendt CBAM-klarerer
Under "Mængde af varer" indtastes den mængde af varer, der forventes importeret i det gældende år, og hvilken måleenhed dette indrapporteres i under "Måleenhed". Der kommer valgmuligheder når der klikkes på feltet.

Husk, at decimaltal skal angives med punktum og ikke med komma. Det vil sige:
I skal indtaste 2.5 tons og IKKE 2,5 ton.
Ved "Varernes værdi" feltet indsættes den forventede værdi af de valgte varer under "Beløbsværdi", og under "Beløbsvaluta" oplyses hvilken valuta, værdien opgøres i ved at klikke på dropdown ved feltet. Denne procedure gentages for det kommende kalenderår ved at klikke på "Tilføj".

Under "Estimat for næste kalenderår" udfyldes virksomhedens estimat for, hvor meget der skal importeres af varer ved næste kalenderår. Udfyld ud fra jeres bedste og estimerede viden.

I er nu nået til feltet "EU-medlemsstater, hvor du har været eller forventer at blive involveret som importør eller klarerer i toldangivelser for CBAM-varer". Ved dette felt skal I indsætte det/de EU-land(e), importen skete til i forrige kalenderår og det/de EU-land(e), som virksomheden forventer/ved, at importen skal ske til i indeværende kalenderår. Der kommer valgmuligheder med lande op, når der klikkes på feltet.

Herefter er I nået til punktet hvor fordringsattesten skal vedhæftes. Husk at fordringsattesten/gældsoverblikket er obligatorisk.
3.1.2.2 Fordringsattest
Under "Certificering fra skattemyndighederne" angives en beskrivelse af virksomhedens skatteerklæring, og her vedhæfter I virksomhedens fordringsattest/overblik over virksomhedens gæld fra virksomhedens Skattekonto ved at klikke på det blå plustegn. Der skal indsættes en beskrivelse af dokumentet. Bemærk, at fordringsattesten/gældsoverblikket er obligatorisk og skal indsendes med CBAM ansøgningen i CBAM-registret. Vælg sproget i feltet herunder, hvor I får valgmuligheder op, med hvilket sprog dokumentet er på:

Fordringsattesten oplyser, i hvilket omfang ansøger har forfalden gæld til det offentlige. Indhentning af fordringsattest hos Gældsstyrelsen kan tage op til 20 dage.
Alternativt kan et overblik over virksomhedens gæld fra virksomhedens Skattekonto benyttes. Se, hvordan I finder den herunder.

Herefter er I nået til punktet for Tro- og loveerklæringen, inden I kan fortsætte til sidste del af ansøgningsprocessen.
3.1.2.3 Tro- og loveerklæring
Under "Tro og love erklæring", skal virksomheden erklære under tro og love at alle oplysninger er korrekte og at anmelder, virksomhed og virksomhedens ledelse, samt ejerkreds af virksomheden ikke har været involveret i økonomisk kriminalitet. I boksen "Beskrivelse" kan der eksempelvis skrives tekst om erklæringen. Under feltet med "Beskrivelse" vælges sproget. Ved at klikke på feltet får I valgmuligheder for sprog. Vælg "Dansk".
Hvis virksomhed og personer ikke har været involveret i økonomisk kriminalitet, skal der vælges "Ja" begge steder.

Under "Generel bemærkning" feltet, findes en tom boks. Hvis teksten under "Generel bemærkning" er på dansk, skrives "Dansk". Derefter vælger I "Fortsæt" for at fortsætte ansøgningsprocessen. Husk, at I også kan gemme det, I har udfyldt til senere brug, ved at klikke på "Gem til senere brug".
I er næsten færdige med ansøgningsprocessen og skal nu videre til det sidste faneblad som er "Finansielle og operationelle oplysninger".

Under "Finansielle og operationelle oplysninger" accepterer virksomheden, at Erhvervsstyrelsen må indhente virksomhedens økonomiske data (fra bl.a. årsregnskaber indsendt til Erhvervsstyrelsen og oplysninger hos SKAT) under "Status for dataadgang". Her vælges "Ja". Hvis der svares "Nej" vil Erhvervsstyrelsen i stedet bede jer om at sende os oplysningerne, hvilket vil forsinke ansøgningsprocessen.

AEO - Autoriseret Økonomisk Operatør
Under "Oplysninger om AEO-status" skal I oplyse, om virksomheden er tildelt status som Autoriseret Økonomisk Operatør (AEO) af toldmyndighederne. Klik på "Opret" for at udfylde oplysningerne om AEO-status.
Hvis virksomheden ikke er tildelt status som Autoriseret Økonomisk Operatør (AEO) af toldmyndighederne, så går I videre til næste punkt i ansøgningen, som er "Juridisk status og størrelse af den enhed, under hvilken du planlægger at fungere som autoriseret CBAM-klarerer".
Vælg "Ja", hvis virksomheden af toldmyndighederne er tildelt status som Autoriseret Økonomisk Operatør (AEO):
Udfyld AEO status under ”AEO-statustype”, samt AEO-autorisationsnummer under ”AEO bevillingsnummer”.
Vælg "Nej", hvis virksomheden ikke er tildelt status som Autoriseret Økonomisk Operatør (AEO).

Efter at have udfyldt information om AEO-status, skal I indtaste informationer om virksomheden. Under "Juridisk status og størrelse af den enhed, under hvilken du planlægger at fungere som autoriseret CBAM-klarerer" vælges i drop down menuen virksomhedens juridiske status og størrelse. Efterfølgende indtastes antal ansatte i virksomheden, som vil arbejde med CBAM rapportering og CBAM kontroller. Herefter udfyldes, hvor længe virksomheden har eksisteret samt virksomhedens registreringsnummer.

3.1.3.1 Sikkerhedsstillelse og oplysning om CVR-nummer
I feltet "Varigheden af etableringen af den organisation, som du planlægger at blive involveret i som godkendt CBAM-klarerer" kan I via drop down menuen vælge, om virksomheden har eksisteret i længere eller kortere tid end 2 år.
Udfyld dette felt, selvom det ikke er obligatorisk: Det vil forkorte Erhvervsstyrelsens behandlingstid.
Virksomheden skal stille sikkerhed, hvis den har været etableret i kortere tid end to regnskabsår, som går forud for ansøgningsåret, jævnfør artikel 17, Stk. 5 i EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2023/956 af 10. maj 2023 om indførelse af en kulstofgrænsetilpasningsmekanisme. Sikkerhedsstillelsen skal være i form af en anfordringsgaranti på et beløb, som Erhvervsstyrelsen beregner. Erhvervsstyrelsen vil sende jer beregningen for, hvordan vi er nået frem til anfordringsgarantiens størrelse. I bliver kontaktet direkte af Erhvervsstyrelsen om proces, beløbsstørrelse og frist. Afslutningsvist indsættes virksomhedens CVR-nummer.

3.1.3.2 Økonomiske tal
I er nu nået til den sidste del af ansøgningsprocessen, hvor I skal udfylde økonomiske tal under "Økonomiske tal". Klik på "Opret" for at fortsætte med at indtaste oplysningerne for økonomiske tal. Her skal I oplyse virksomhedens samlede nuværende aktiver og kortfristede økonomiske forpligtigelser.
Udfyld "Økonomiske tal", selvom det ikke er obligatorisk: Det vil forkorte Erhvervsstyrelsens behandlingstid.

Under de forskellige årstal udfyldes overskud/underskud, virksomhedens netto over- eller underskud samt virksomhedens samlede omsætning. Klik på "Opret" for alle år for at fortsætte med indtastning af oplysningerne for økonomiske tal.

Her udfyldes økonomiske tal for kalenderår 1 ved at klikke på "Opret".

Derefter skal I indtaste økonomiske tal for kalenderår 2 og kalenderår 3.
3.1.3.3 Indsend ansøgning
Efter I har udfyldt alle obligatoriske og anbefalede felter samt vedhæftet alle nødvendige dokumenter, vælges "Fortsæt".
Nu er ansøgningen om at blive godkendt CBAM-klarerer indsendt til Erhvervsstyrelsen. Herefter sender Erhvervsstyrelsen en bekræftelse på modtagelsen til virksomhedens Digital Post.
Læs mere om Digital Post til din virksomhed på Virksomhedsguiden
Hvis I efter indsendelse af ansøgningen opdager, at nogle af oplysningerne skal ændres, kan I ændre oplysningerne og indsende ansøgningen på ny. I har pligt til at opdatere ansøgningen, hvis der sker væsentlige ændringer til de indsendte oplysninger.
Bemærk, at virksomheden altid har mulighed for at se den indsendte ansøgning i CBAM-registret. Se de næste trin i denne vejledning for at se hvordan.
Ved at følge ovenstående trin er ansøgningen nu indsendt i CBAM-registret. Efter indsendelse af ansøgningen til Erhvervsstyrelsen har virksomheden altid mulighed for at se den indsendte ansøgning. Den indsendte ansøgning findes i CBAM-registret under "Hjemmeside", hvor der vælges "Godkendelser" og derefter "Mine ansøgninger og godkendelser".
Virksomheden har flere muligheder og kan altid se den indsendte ansøgning, tage en gennemgang af ansøgningen, lave tilføjelser eller ændringer til den allerede indsendte ansøgning, trække ansøgningen tilbage og tilpasse indstillinger for, hvilke informationer virksomheden ønsker.

4.1.1 Hvordan laver I ændringer til ansøgningen efter indsendelse
Hvis I efter indsendelse af ansøgningen om at blive godkendt CBAM-klarerer opdager, at nogle af oplysningerne skal ændres, skal I ændre oplysningerne og indsende ansøgningen på ny. I har pligt til at opdatere ansøgningen hurtigst muligt, hvis der sker væsentlige ændringer til de indsendte oplysninger. Alle ændringer til ansøgningen om at blive godkendt CBAM-klarerer sker via CBAM-registret.
Under "Godkendelser" klikker I på "Mine ansøgninger og godkendelser" under "My applications" finder I jeres indsendte ansøgning. Herefter klikker I på "Vis ansøgning" ved den blå boks med øjet, til højre på siden.

Her kommer I ind i det felt, hvor I kan lave ændringer til den indsendte ansøgning. Klik på "Aktioner" og derefter "Juster ansøgning".
Her kan I fjerne eksisterende oplysninger i ansøgningen og/eller tilføje oplysninger, som Erhvervsstyrelsen skal bruge til at vurdere ansøgningen. Det er også her indirekte toldrepræsentanter holder listen over importører ajourført.

Ansøgeren kan altid starte og gemme en kladde undervejs i forløbet for derefter at arbejde videre på denne kladde.
En kladde kan tilgås, redigeres eller slettes ved at vælge "Godkendelser" og derefter klikke på "Mine udkast".

4.3.1 Meddelelser
Under "Meddelelser" er der to faner, hvor der differentieres på meddelelser som er modtaget eller sendt:
"Received notifications list": Her kan I se "Meddelelsesliste", som viser om I har modtagne meddelelser.

"Sent notifications list": Her kan I se "Liste over indsendelser", som viser de meddelelser, I har sendt.

Hold disse aktiveret for at undgå forsinkelser. Erhvervsstyrelsen vil sende meddelelser parallelt i CBAM-registret og til virksomhedens Digital Post for at sikre, at I får oplysningerne.
4.3.2 Regnskab (Konto)
Bemærk, at der står Regnskab men der arbejdes på at dette bliver ændret til ”Konto”.
Under "Regnskab" (konto) afsnittet kan I indstille præferencer iht. notifikationsmails fra CBAM-registret ved at vælge "E-mailpræferencer". Der er to muligheder: • "Authorisation Management": Her vil I som virksomhed indtaste mailadresse til modtagere af informationer i forbindelse med godkendelse som CBAM-klarerer. • "Certificate Management": her vil I som virksomhed indtaste e-mailadresse i forbindelse med håndtering af CBAM-certifikater.
Klik [plus] for at tilføje en e-mailpræference. Klik på [papirkurv] for at slette en e-mailpræference.

Når I har klikket på [plus], kan I se dette billede som skal udfyldes. Her skal I indtaste e-mailadresse, sprog og svare på, om der ønskes e-mail-advarsler. Derefter klikker I på ”Ok”.

