I medfør af initiativ 22 i Aftale om strategi for life science af 20. maj 2021 mellem regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier udmøntes midler til at understøtte innovative indkøb i sundhedsvæsenet.
Puljen skal bidrage til, at flere offentlige institutioner og virksomheder indgår i innovative samarbejder for at understøtte optag af innovative løsninger i sundhedsvæsenet. Et innovativt indkøb kræver ofte et anderledes forarbejde end traditionelle indkøb. Aftalepartierne har afsat en pulje på 9,0 mio. kr. i 2021 og 4,0 mio. kr. 2022 og 5,0 mio. kr. i 2023 til understøttelse af innovative offentlige indkøb af innovative teknologier, medicinsk udstyr og lægemidler.
Puljen skal gøre det lettere for offentlige institutioner at efterspørge og indkøbe nye innovative løsninger, hvilket vil medvirke til at målrette virksomhedernes innovation.
Ved tildeling af støtte til understøttelse af innovative indkøb eller afslag på dette foretager Erhvervsstyrelsen en samlet vurdering af ansøgningerne efter følgende kriterier:
Marked og forretningsmodel, hvorved der lægges vægt på, at forberedelsen af konkrete innovative indkøb har kommercielle potentialer, der kan skabe øget vækst for de private virksomheder.
Skaleringspotentiale, hvorved der lægges vægt på, at den viden, der oparbejdes, kan skaleres til flere dele af sundhedsvæsenet i Danmark og på sigt også internationalt.
Bedre offentlig opgavevaretagelse, hvorved der lægges vægt på, at det støttede projekt vil medføre offentlige indkøb af produkter/serviceydelser, der bidrager til effektivisering og/eller kvalitetsforbedringer i den offentlige opgavevaretagelse.
Realiserbarhed, hvorved der lægges vægt på, at de tiltag, der igangsættes, bidrager til at sikre, at det innovative indkøb realiseres efterfølgende.
Innovation, hvorved der lægges vægt på, at der er tale om et reelt behov og et ønske om at indkøbe innovative produkter/serviceydelser, der ikke allerede udbydes på markedet til det konkrete formål. Der lægges samtidig vægt på, at det forekommer realistisk, at markedet kan tilbyde passende produkter/serviceydelser inden for en rimelig tidshorisont i forhold til det planlagte indkøb.
Kompetencer og relevant samarbejdskreds, hvorved der lægges vægt på, at ansøger besidder de rette kompetencer, herunder gennem inddragelse af samarbejdspartnere, til at gennemføre det innovative indkøb efterfølgende.
Videndeling, hvorved der lægges vægt på, at den viden og de erfaringer, der opbygges i projektet, formidles til en bredere kreds af offentlige indkøbere.
Tilskyndelseseffekt, hvorved der lægges vægt på, at indsatsen er stærkt forankret i organisationen og på tværs af afdelinger, herunder fx faglige enheder og indkøbsenheder.
Fsva. lægemidler skal det bemærkes, at sundhedsloven ikke rummer mulighed for særlige indkøbsaftaler på medicintilskudsområdet, hvorfor puljemidlerne ikke kan gå hertil.
Støtten gives som tilsagn om tilskud, da støtten til ansøgerne forventeligt vil skulle anvendes til projekter, som løber på tværs af finansår. Udbetalingen skal modsvare de faktiske bogførte, godkendte og betalte støtteberettigede omkostninger, som godkendes i forbindelse med projektet.