Anvend denne løsning, når du skal ansøge om at blive fritaget for digital indberetning af årsrapporten.
Anvendes af virksomheder, som vil søge om fritagelse for digital indberetning af årsrapport til Erhvervsstyrelsen, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 2.
Indberetning af årsrapporter skal ske i en af de digitale indberetningsløsninger Regnskab 2.0 Basis, Regnskab 2.0 Special eller system til system-løsningen. Du kan læse nærmere herom på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.
Indeholder virksomhedens årsrapport en specifik regnskabspost, som ikke findes i den digitale indberetningsløsning, kan du søge om fritagelse for digital indberetning, hvis:
- indberetningsløsningen ikke indeholder en post med en bredere benævnelse, som kan dække den pågældende regnskabspost, og
- virksomhedens særlige karakter gør det nødvendigt at tilføje den pågældende regnskabspost i årsrapporten af hensyn til det retvisende billede, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 2.
Begge betingelser skal være opfyldt.
Særligt om filialer: Hovedselskabets regnskab skal indberettes som PDF i Regnskab 2.0 Special. Det er således ikke nødvendigt at søge om fritagelse for digital indberetning.
Særligt om virksomheder uden aktivitet: Det berettiger ikke til fritagelse for digital indberetning af årsrapporten, hvis der er tale om en virksomhed, som ikke har haft aktivitet i regnskabsåret.