Data indsamles og behandles alene til statistiske formål, hvorfor de er omfattet af undtagelser.
Den registreredes rettigheder i forhold til indsigt, rettelse, sletning, begrænset behandling og indsigelse mod behandling af personoplysninger er fastsat i databeskyttelsesforordningens artikel 15, 16, 17, 18 og 21. Oplysninger, der bruges til statistiske formål, er dog undtaget enten direkte i databeskyttelsesforordningen eller indirekte gennem dansk lovgivning. I henhold til artikel 89, stk. 2 i databeskyttelsesforordningen kan der via national lovgivning vedtages undtagelser for oplysninger, som alene benyttes til statistiske formål. Den danske databeskyttelseslov § 22, stk. 5 fastsætter således, at databeskyttelsesforordningens artikel 15, 16, 18 og 21 ikke finder anvendelse, hvis oplysningerne udelukkende behandles i videnskabeligt eller statistisk øjemed. Og i artikel 17 i databeskyttelsesforordningen står, at statistik er undtaget denne artikel.