Virks mission
Virk skal gøre det nemt for virksomheder og myndigheder.
Virk skal være den centrale erhvervsportal, der:
gør det lettere og hurtigere for virksomhederne at efterleve krav og frister fra det offentlige
gør det nemmere og billigere for myndighederne at realisere dette.
Vidensdeling og dialog er kerneværdier i det tværoffentlige samarbejde om Virk.
Lettere og hurtigere for virksomhederne
Portalen Virk skal lette virksomheders administration gennem brugervenlig selvbetjening, der mindsker tidsforbrug til indberetning og virksomhedernes behov for support. Det tilstræber Virk gennem fire pejlemærker:
Let. De enkelte digitale løsninger skal sikre, at det bliver nemmere og hurtigere for virksomhederne at indberette til det offentlige.
Sammenhæng. Der skal være mere sammenhængende forløb for virksomhederne, når de skal løse centrale opgaver, der involverer flere myndigheder.
Overblik. Den enkelte virksomhed skal have et bedre overblik over centrale frister og pligter, som er relevante for netop deres virksomhed.
Målrettet. Indholdet skal tilpasses den enkelte virksomhed – og dens medarbejdere og arbejdsgange – så de får en mere målrettet service, når de logger ind på Virk.
Nemmere og billigere for myndigheder
Virk skal være en nem og billig kanal for offentlige myndigheders erhvervsrettede informationer og selvbetjening. Det tilstræber Virk gennem tre pejlemærker:
Værktøjer. Virk skal tilvejebringe værktøjer, som gør det nemmere og billigere for myndighederne at forbedre deres digitale indberetningsløsninger.
Viden. Virk skal stille viden til rådighed, som kan hjælpe myndighederne med at forbedre deres indberetningsløsninger, herunder dele og genbruge data på tværs.
Samarbejde. Virk skal arbejde tættere sammen med de øvrige erhvervsrettede myndigheder om udvikling af fælles værktøjer og øge læring på tværs.
Business in Denmark
Business in Denmark blev etableret som en engelsksproget søsterside til Virk i 2019. Formålet med Business in Denmark er at gøre det lettere for myndigheder at leve op til de krav, som EU-kommissionen stiller i forbindelse med Single Digital Gateway. EU-forordningen om etablering af Single Digital Gateway stiller krav om, at grænseoverskridende virksomheder og borgere fra andre EU-lande skal have adgang til information og selvbetjeningsløsninger inden for en række udvalgte områder.
Digitaliseringsstyrelsen vejleder om implementeringen af EU-forordningen om Single Digital Gateway:
Vejledninger til myndigheder om Single Digital Gateway-forordningen