Lovforslag om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love

Lovforslaget har til formål at tilpasse en række regler på energi-, miljø- og motorområdet. På energiområdet foreslås det at udvide den eksisterende ordning for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (refusionsordningen). Med forslaget vil virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kunne få tilbagebetaling for elafgift betalt for elektricitet forbrugt ved opladning af elbiler, selvom kunden samtidig har egenproduktion af elektricitet fra VE-anlæg, i form af fx solcelleanlæg. Med forslaget vil udvidelsen af ordningen have virkning fra den 1. januar 2026 og til og med den 31. december 2030. Med lovforslaget foreslås det at nedsætte den volumenaserede emballageafgift til 0 kr. i 2026 og 2027. Formålet er at kompensere erhvervslivet for, at det producentgebyr, der indføres den 1. oktober 2025 som led i det udvidede producentansvar og implementeringen af emballagedirektivet, bliver højere end forventet. Derudover foreslås det at fritage rene biobrændstoffer uanset anvendelse fra CO2-afgift. I dag er kun biobrændstoffer, der anvendes som motorbrændstoffer, afgiftsfritaget efter CO2-afgiftsloven. Det foreslås også at udvide muligheden for godtgørelse af elafgift for elektricitet anvendt som kørestrøm til eltog til godstransport. Der foreslås endvidere en række justeringer af energi- og miljøafgiftslovene, herunder ændring af en række henvisninger til specifikke bekendtgørelser til i stedet at henvise til de regler, som de relevante bekendtgørelser er udstedt i medfør af. På motorområdet foreslås det at fritage institutionsbusser for registreringsafgift ved anvendelse til befordring af hjemmeboende til visiterede aktiviteter, også når den hjemmeboende person ikke er ”ældre”. Derudover foreslås det at ændre brændstofforbrugsafgiftsloven, så en person med nedsat funktionsevne kan opnå fritagelse for grøn ejerafgift ved erhvervelse af en nul-emissionsbil, og at udvide adgangen til Køretøjsregistret for taksatororganisationer. Ændringerne har til formål at opdatere og tilpasse gældende regler. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.

  • Formel titel:

    Lovforslag om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love

  • Forventes at træde i kraft:

    01/01/2026

  • Ansvarlig myndighed:

    Skatteforvaltningen

  • Ministerium:

    Skatteministeriet

  • Læs den fulde tekst hos Retsinformation:

    https://www.ft.dk/samling/20251/lovforslag/L25/index.htm
  • Ovenstående information er kun vejledende. Gældende dokumenter findes i Retsinformation