Lov om forsyning med teknisk vand

Loven har til formål at skabe klare rammevilkår for forsyning med teknisk vand, der ikke falder ind under det gældende økonomiske regelsæt for drikke- og spildevandsforsyning. Med loven fastsættes der organisatoriske og økonomiske regler for forsyning med teknisk vand. Dette vil kunne tilskynde til, at store investeringer i vandforsyninger til industrien foretages gennem nye separate selskaber, der ikke leverer drikkevand. Formålet er at beskytte øvrige almindelige vandforbrugere mod potentielle omkostninger f.eks. ved industrikunders konkurs. Loven har desuden til formål at sikre, at teknisk vand vil skulle leveres på markedsvilkår, og at teknisk vand-selskaber vil kunne fastsætte priser og vilkår uden at være underlagt økonomisk regulering. Med loven foretages der ændringer i en række sektorlove, så teknisk vand-selskaber ikke vil blive omfattet af krav om økonomiske rammer og effektivisering. Herudover vil teknisk vand-selskaber bl.a. ikke blive omfattet af hvile i sig selv-princippet, forsyningspligt, samt kravet om kommunal godkendelse af takster og leveringsbetingelser. Loven fastlægger dermed, at forsyning med teknisk vand fremover skal foregå selskabsmæssigt adskilt fra øvrige vandselskaber. Loven indeholder en bagatelgrænse, som giver vandselskaber mulighed for fortsat at forsyne med teknisk vand i et begrænset omfang, der ikke pålægger de almindelige vandkunder en stor økonomisk risiko. Med loven får kommuner mulighed for at stifte og eje teknisk vand-selskaber, så de kommunalt ejede vandselskabers kompetencer inden for vandrensning og -forsyning fortsat vil kunne udnyttes. For at begrænse den økonomiske risiko for kommuner og skatteborgere kan kommunerne dog kun stille indskud og må hverken yde tilskud eller stille lånegaranti efterfølgende. Loven fastsætter derfor regler for organiseringen og finansieringen af kommunale teknisk vand-selskaber. Med loven indføres desuden modregningsregler for kommunalt ejede teknisk vand-selskaber, som det kendes fra andre forsyningsarter. Loven indeholder en overgangsordning for vandselskaber og kommuner, der i dag forsyner med teknisk vand. Overgangsperioden slutter den 31. december 2026, så selskaberne får halvandet år til at indrette sig til de nye regler.

  • Formel titel:

    Lov om forsyning med teknisk vand

  • Ikrafttrædelsesdato:

    01/07/2025

  • Ansvarlig myndighed:

    Energistyrelsen

  • Ministerium:

    Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

  • Læs den fulde tekst hos Retsinformation:

    https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/700
  • Ovenstående information er kun vejledende. Gældende dokumenter findes i Retsinformation