Statsstøtte
Følgende lønkompensationsordninger er underlagt EU’s regler om statsstøtte:
Lønkompensation til virksomheder med forbud mod at holde åbent
Lønkompensation til virksomheder omfattet af lokale restriktioner i Nordjylland.
Statsstøttereglerne fastsætter et loft på det samlede kompensationsbeløb, som en virksomhed må modtage for perioden fra den 1. marts 2020 til den 30. juni 2022. Vær opmærksom på, at hvis du har søgt andre kompensationsordninger, kan de også være underlagt statsstøttereglerne og dermed tælle med mod loftet.
Lofterne er som følger:
Generelt: 2,3 mio. EUR og opgøres på koncernniveau.
Virksomheder inden for fiskeri- og akvakultursektoren: 345.000 EUR.
Virksomheder, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter: 290.000 EUR.
På lønkompensationsordningerne gælder statsstøtteloftet kun for den del af kompensationsbeløbet, der overstiger 80 % af lønnen. Det vil sige, at det kun gælder kompensation udbetalt til ikke-funktionærer og lærlinge/elever og kun den del af kompensationen, der dækker spændet mellem 80 og 90 % af lønnen.
For finansielle virksomheder gælder dog, at disse virksomheder kun kan modtage op til 80 % kompensation for deres lønudgifter til hjemsendte ansatte.
Den generelle lønkompensationsordning, der kan søges af alle virksomheder, er ikke omfattet af statsstøttereglerne. Det vil sige, at det kompensationsbeløb, en virksomhed har modtaget i lønkompensation, ikke er underlagt EU’s statsstøtteregler, hvis den har søgt på den generelle ordning i perioderne:
9. marts - 29. august 2020,
9. december 2020 – 30. juni 2021
10. december 2021 – 31. januar 2022.