Arbejder din virksomhed med nye teknologier og forretningsmodeller inden for bio-solutions eller tekstiler og støder på barrierer i reguleringen? Så søg om adgang til et afklarings- og testforløb med relevante myndigheder.
- Virksomhedsoplysninger
- Kontaktoplysninger på projektets kontaktperson
- Beskrivelse af teknologien eller forretningsmodellen, som din virksomhed arbejder med
- Beskrivelse af de regulatoriske barrierer, som din virksomhed møder i arbejdet med teknologien eller forretningsmodellen
- Beskrivelse af teknologiens eller forretningsmodellens bidrag til innovation og den grønne omstilling
Som forudsætning for at få adgang til et afklarings- og testforløb, skal dit projekt opfylde tre kriterier. Sekretariatet i Erhvervsstyrelsen foretager vurderingen af din ansøgning på baggrund af disse kriterier. Der bliver givet point fra 1 til 10 inden for hvert kriterium, hvorfor den højest mulige score er 30 point. For at komme i betragtning til et forløb, skal din ansøgning opnå mindst 20 point.
- Projektets gennemførelse er udfordret af en regulatorisk barriere: Der kan identificeres én eller flere konkrete regulatoriske barrierer, som står i vejen for at realisere projektet i en testperiode eller i det hele taget.
- Projektet er innovativt og fremmer den grønne omstilling: Projektets løsning skal omfatte ny teknologi, en ny kombination af kendte teknologier eller en ny forretnings- eller implementeringsmodel, der adskiller sig fra eksisterende løsninger. Det skal desuden kunne sandsynliggøres, at projektets løsning vil være et omkostningseffektivt bidrag til den grønne omstilling og til opfyldelsen af Danmarks målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
- Projektet er modent til at indgå i et forløb: Projektet er tilstrækkeligt udviklet til at indgå i et afklarings- eller testforløb. Ansøger har adgang til nødvendige kompetencer og ressourcer for at gennemføre forløbet, ligesom ansøger har gjort sig overvejelser om forløbets formål, forventede resultat, og tidshorisont. Projekter, som har karakter af forskning vil som udgangspunkt ikke have den nødvendige modenhed til at indgå i et afklarings- eller testforløb.
Hvad er et afklarings- og testforløb?
Formålet med afklarings- og testforløbet er, at myndighederne kan støtte op om iværksættere, virksomheder og andre aktører, som er i gang med at udvikle nye teknologier og/eller forretningsmodeller, men er stødt på regulatoriske eller andre barrierer.
Når din virksomhed deltager i et forløb, vil du opleve, at det bliver tydeligt, hvad reguleringen konkret betyder for den nye løsning eller teknologi, du er i gang med at udvikle. Konkret vil relevante myndigheder stå til rådighed med koordineret vejledning, når du har spørgsmål til gældende regler eller støder på reguleringsmæssige barrierer.
Hvem kan deltage i et afklarings- og testforløb
Forløbene kan søges af iværksættere, virksomheder eller andre aktører, som arbejder med nye forretningsmodeller eller teknologi inden for 1) bio-solutions eller 2) tekstiler.
For at komme i betragtning til et afklarings- og testforløb inden for bio-solutions skal projektet bidrage til at muliggøre udvikling af nye bioteknologier, -materialer og -løsninger med henblik på at finde alternativer til traditionelle, fossile produktionsmetoder, processer og produkter, fx ved brug eller udvikling af nye enzymer, bakterier og alternative proteiner.
For at deltage i et afklarings- og testforløb på tekstilområdet skal projektet bidrage til at øge genbrug eller genanvendelsen af tekstiler og dermed sænke klimabelastningen, der stammer direkte elle indirekte fra design, produktion, forarbejdning, distribution, forbrug og bortskaffelse af tekstiler. Projektet kan også omhandle udviklingen af nye bæredygtige materiale- eller produkttyper mv.
Hvis der er behov for at søge puljen på anden vis, kan der rettes henvendelse til:
Erhvervsstyrelsen
Team Nye Forretningsmodeller
E-mail: nyeforretningsmodeller@erst.dk
Mobil: +45 35291562
- Projektet skal kunne afgrænses tidsmæssigt således, at afklarings- og testforløbet kan afvikles inden for en tidshorisont, der som udgangspunkt ikke strækker sig længere end 12 måneder. Tidsbegrænsningen fastsættes efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
- Projektet skal omfatte et eller flere elementer – såsom et produkt, en tjeneste, aktør eller aktivitet, – der reguleres af lovgivning, som henhører under Miljøministeriet, Fødevareministeriet eller Erhvervsministeriet.
- Ved projektets afslutning, skal der udarbejdes en slutrapport for projektet. Slutrapporten indsendes til Erhvervsstyrelsen senest 3 måneder efter projektafslutning.
- Sekretariatet i Erhvervsstyrelsen har efter indsendt ansøgning mulighed for at anmode om yderligere oplysninger for at kunne foretage en endelig vurdering af ansøgningen.
Spørgsmål vedr. afklarings- og testforløbene kan rettes til:
Team Nye Forretningsmodeller
E-mail: nyeforretningsmodeller@erst.dk
Mobil: +45 3529 1562
Se privatlivspolitik
Kontakt

Erhvervsstyrelsen
Telefon: 35291000
Mandag til torsdag: 8.30-16.00 Fredag: 9.00-15.00